Kriser

Ting man selv kan gøre for at få det bedre:

​

Give sig selv tid til at bearbejde krisen og acceptere en eventuel sygemelding.

​

Afledning og det at holde pauser fra tankerne og de ofte overvældende følelser er meget fint at gøre. Eventuelt ved at gåture, pc spil eller andre aktiviteter, der ikke kræver noget særligt.

​

Tage følelser og symptomer i forbindelse med krisen og sorgen alvorligt.

​

Forholde sig til hvad der føles bedst at gøre, uanset om omgivelserne kan forstå det. Der er hverken en rigtig eller forkert måde.

​

Give sig selv lov til at tale om de samme ting igen og igen med sine nærmeste. Man har brug for dette, da man hele tiden er forskellige steder i krisen, og derfor taler om det, der er sket på en ny måde hver gang. På denne måde bliver ens forståelse og indsigt mere og mere nuanceret. Gentagelserne er således ikke bare gentagelser, men et vigtigt led i bearbejdningen.

​

Være tilbageholdende med at bruge stimulanser som nervemedicin, sovepiller og alkohol, da brug af disse forlænger bearbejdningstiden ved at lægge låg på følelserne. Samtidig indebærer brug af stimulanser en risiko for afhængighed.

​

I faglitteraturen inddeles kriser typisk i to hovedgrupper; traumatiske kriser og udviklingskriser. Kriser som disse er en uundgåelig del af vores liv, som vi alle på et tidspunkt vil opleve, når alvorlige tab, problemer eller ændringer i vores livsbetingelser indtræffer.

​

Udviklingskriser opstår når vores livsbetingelser ændres, som når man fx; kommer i puberteten, bliver forældre, kommer i overgangsalderen, bliver pensioneret mv. og på ny skal definere ens selvbillede og identitet i forhold til egne ressourcer, prioriteringer og kompetencer. En udviklingskrise medfører ofte større, vedvarende ændringer i ens hverdag, men resulterer ikke i en decideret krisereaktion som ved traumatiske kriser.

​

Traumatiske kriser forårsages af et ”ydre” traume og består altid af en eller anden form for tab eller krænkelse af ens selvfølelse, som når man fx; mister en nærtstående, bliver skilt, oplever utroskab, får en alvorlig sygdomsdiagnose eller mister jobbet mv. Ved traumatiske kriser indgår sorgbearbejdning som et led i krisereaktionen. Begreberne er derfor tæt forbundne og kan til tider være vanskelige at adskille i praksis.

​

Krisens forskellige faser

Den første fase i en krisereaktion kaldes chokfasen. I chokfasen overvældes den kriseramte ofte af ophidselse og fortvivlelse eller af en eller anden form for benægtelse, da tabet kan være så smertefuldt, at vedkommende ikke kan holde ud at se realiteterne i øjnene med det samme. I denne fase kan der også ske det, at den kriseramte regredierer, altså vender tilbage til et tidligere udviklingsstadie. Ved børn kan dette bl.a. komme til udtryk ved, at barnet i perioder klynger sig meget til voksne i deres nærmiljø, eller ved at de igen begynder at sutte på tommelfingeren eller tisser i sengen. Hos voksne kan en regression komme til udtryk ved, at vedkommende ikke længere selv formår at tage sig af basale behov, som fx at spise, tage rent tøj på osv. og derfor kræver ekstra støtte i en periode. For at befri sig fra den aktuelle angst, reagerer psyken på denne måde ved at anvende gamle ”sikre” reaktionsmønstre og adfærdsformer.

Næste fase betegnes reaktionsfasen. Reaktionsfasen kan indtræffe efter et par timer eller op til et par døgn efter krisen har ramt, når det første chok har foretaget sig, og kan vare i uger til måneder. I reaktionsfasen erkender den kriseramte sit tab og påbegynder sorgprocessen. Fysiske symptomer som bl.a. mindsket appetit og søvnbesvær kan her forekomme.

​

Overgangen til den tredje fase; bearbejdningsfasen, sker løbende. Fasen præges primært af sorgbearbejdning og den kriseramte kan i denne fase begynde at tænke mere konstruktivt og bearbejde sine oplevelser og følelser. Tabet ses og forstås lidt efter lidt mere realistisk, som fx i tilfælde hvor man gennemlever en krise forårsaget af tab af en nærtstående, hvor man i begyndelsen ofte idealiserer den person, man har mistet, men med tiden både kan se og erindre vedkommendes gode såvel som mindre gode egenskaber.

​

Efter ca. et år indtræder sidste fase, der benævnes nyorienteringsfasen. I nyorienteringsfasen dominerer tabet og sorgen ikke længere hele ens tilværelse, men er trådt i baggrunden og eksisterer nu ”kun” som en smertelig erindring. Den tidligere kriseramte bliver nu i stand til at planlægge og indrette sit liv på ny efter tabet. Evnen til at glæde sig over livet vender atter tilbage, dog uden det tidligere tab glemmes eller fortrænges. Sorgen over det mistede kan altså med andre ord fortsat være en del af en, der i perioder kræver ekstra opmærksomhed, men man formår nu samtidigt overordnet at anskue livet realistisk og se og opleve gode perspektiver af ens tilværelse.

​

Mange mennesker formår at komme igennem en krise og bearbejde sorgen over et tab ved hjælp af støtte fra familie og nære venner, men hvis denne støtte ikke er tilstrækkelig eller hvis krisen er af særlig alvorlig karakter, kan det være nødvendigt med professionel hjælp. En krisesituation kan tillige udvikle sig til andre psykiske lidelser som fx angst og depression. Det er derfor vigtigt, at være opmærksom på om sorgprocessen bliver konstant og længerevarende, da dette kan være et tegn på en behandlingskrævende depression.

​

Beroligende medicin kan mindske ubehaget ved krisesymptomerne. Medicinering kan imidlertid bevirke at krisen og sorgen bliver sværere at bearbejde, da medicinen gør det sværere at få kontakt til følelserne, hvorfor krisen og bearbejdningen af denne kan komme til at vare længere.

​

Det er tillige vigtigt, at pårørende ikke er for tilbageholdende med at tale om krisen, fordi de ikke vil rippe op i ubehagelige ting og forværre situationen. Den kriseramte har nemlig som regel brug for at tale om det, der er sket, for at få det bearbejdet tilstrækkeligt.