Symboldrama blev først anvendt af den tyske psykiater Hanscarl Leuner i 1950´erne. Terapiformen er en slags styret dagdrøm, hvor klienten associerer frit og fremkalder forestillingsbilleder ud fra nogle faste grundmotiver, der består af et antal ”landskabs-scener”. Symboldrama er således en systematiseret visualiseringsteknik, der tager udgangspunkt i det ubevidste gennem dialog med terapeuten.
I de visualiserede scener kan indre konflikter undersøges og bearbejdes i et indre fantasilandskab. I dette ”parallelunivers” er det lettere at komme i kontakt med og konfrontere det konfliktfyldte. Det Leuner opdagede var, at når terapeuten hjælper klienten til at udforske en scene i en vågen dagdrøm, så vil det ubevidste og konfliktfyldte materiale efterhånden udfoldes i dagdrømmen, som en nøjagtig parallel til det ubeviste følelsesmæssige grundlag. Underbevidstheden ved hvordan den skal udfylde en ”scene” og sætte ”stykket” op, da det er samme proces den er involveret i hver nat, når vi drømmer.
Som i drømme, er indholdet i den vågne dagdrøm forklædt i kraft af symboler. Vanskelige ting optræder således ikke direkte, men i stedet er der noget mindre farligt, der symboliserer dette. En farlig tyr, en jæger i skoven, en heks, en hund eller et træ kan bl.a. optræde som symbol for noget andet. Der er regler og erfaringer for hvordan disse symboler kan håndteres, hvornår det er klogt at gå meget langsomt og forsigtigt frem, og hvornår det er bedst at blive stående og se frygten i øjnene.
I processen fortæller klienten hele tiden, hvad der udfolder sig i dagdrømmen. Terapeuten fungerer som en tidligere tiders dykkerleder, der står oppe på dæk, og har radiokontakt med dykkeren. Dykkerlederen bevarer overblikket, beder om at få noget interessant undersøgt nærmere, eller om at ligegyldige ting ignoreres.