Symboldrama

Symboldrama blev først anvendt af den tyske psykiater Hanscarl Leuner i 1950´erne. Terapiformen er en slags styret dagdrøm, hvor klienten associerer frit og fremkalder forestillingsbilleder ud fra nogle faste grundmotiver, der består af et antal ”landskabs-scener”. Symboldrama er således en systematiseret visualiseringsteknik, der tager udgangspunkt i det ubevidste gennem dialog med terapeuten.

​

I de visualiserede scener kan indre konflikter undersøges og bearbejdes i et indre fantasilandskab. I dette ”parallelunivers” er det lettere at komme i kontakt med og konfrontere det konfliktfyldte. Det Leuner opdagede var, at når terapeuten hjælper klienten til at udforske en scene i en vågen dagdrøm, så vil det ubevidste og konfliktfyldte materiale efterhånden udfoldes i dagdrømmen, som en nøjagtig parallel til det ubeviste følelsesmæssige grundlag. Underbevidstheden ved hvordan den skal udfylde en ”scene” og sætte ”stykket” op, da det er samme proces den er involveret i hver nat, når vi drømmer.

​

Som i drømme, er indholdet i den vågne dagdrøm forklædt i kraft af symboler. Vanskelige ting optræder således ikke direkte, men i stedet er der noget mindre farligt, der symboliserer dette. En farlig tyr, en jæger i skoven, en heks, en hund eller et træ kan bl.a. optræde som symbol for noget andet. Der er regler og erfaringer for hvordan disse symboler kan håndteres, hvornår det er klogt at gå meget langsomt og forsigtigt frem, og hvornår det er bedst at blive stående og se frygten i øjnene.

​

I processen fortæller klienten hele tiden, hvad der udfolder sig i dagdrømmen. Terapeuten fungerer som en tidligere tiders dykkerleder, der står oppe på dæk, og har radiokontakt med dykkeren. Dykkerlederen bevarer overblikket, beder om at få noget interessant undersøgt nærmere, eller om at ligegyldige ting ignoreres.

I dagdrømmen kan der handles, ny adfærd kan afprøves og klienten kan øve sig i at håndtere udfordringer på nye måder. Dagdrømmen ændres, når en udfordring håndteres hensigtsmæssigt. Idet dagdrømmen er en præcis parallel til det følelsesmæssige grundlag i underbevidstheden, ændres dette også. Når klienten i stedet for at undvige det angstvækkende bliver stående og opdager, at dette ikke er så slemt som frygtet, og at modet og styrken til at konfrontere fx en skæmmende autoritet allerede findes, så får det ligeledes en effekt i den virkelige verden.

​

Enhver kan dagdrømme. For de fleste handler det blot om at lukke øjnene, og forestille sig et eller andet. Inden symboldramaet påbegyndes kan det være en fordel at lave afspænding med klienten, så vedkommende er rolig og fokuseret uden at befinde sig i en dybere trancetilstand. Undervejs i processen sker det ofte at klienten fordyber sig i dagdrømmen. Derfor kan vedkommende have brug for et øjeblik til at orienterer sig og finde tilbage til virkeligheden efter symboldramaet er afsluttet.

​

Gennem processen gør terapeuten sig overvejelser om symbolernes betydning, men holder disse tolkninger for sig selv. Fremskridt i symboldrama kommer nemlig ikke ved analyse af indholdet, men ved at klienten handler og øver sig i parallelverdenen. Betydningen af symbolerne går ofte op for klienten, når de ikke er så farlige mere, og ikke behøver at ændres og forklædes af underbevidstheden. Klienten skriver dagbog og tegner efter hver dagdrøm samt skriver eventuelle drømme, følelser, tanker og oplevelser, der er ud over det sædvanlige, ned imellem terapisessionerne.