Vores rolle som terapeuter

Vores grundlæggende teoretiske referenceramme er mentaliseringsbaseret terapi og den organisatoriske pendant er proceskonsultation og den dialogiske metode. I praksis betyder det, at vi indbyder klienten eller organisationen til åbent og nysgerrigt at undersøge det eller de problemer, der ønskes løst. Vi har ikke bestemt på forhånd, hvad der er brug for, hvad der er rigtig og forkert, eller hvilke terapimetoder, der skal bruges. Vi har ikke bestemte metoder, vi arbejder efter, og som klienterne må tilpasse sig. Det er vores opgave at tilpasse metoderne efter klienternes behov, efterhånden som vi lærer hinanden at kende. Vi stiller os som udgangspunkt til rådighed for en udforskning af tanker, følelser og handlemønstre – arbejdsmiljø og arbejdskulturer, hvis det er organisationer, hvor vi i en omsorgsfuld relation arbejder med forståelse af os selv og andre. I den terapeutiske relation er der særligt fokus på de følelsesmæssige aspekter og vores evne til at regulere og rumme egne og andres følelser.

​

Hver enkelt er ekspert på sit eget liv, og klienten rummer selv svaret på, hvad der er behov for. Der kan være mange grunde til at sidde fast i problemerne, og være i tvivl om vejen videre i livet. Vores opgave er at hjælpe med at sætte denne viden fri, så den kan blive brugt. Vi prøver at hjælpe med at komme til klarhed, så klienten selv ved hvilken vej der er rigtig at følge. Organisationer har også altid en historie, hændelser der kan få en særlig betydning for organisationens liv og levned. Også her gælder det for os om at skabe en mulighed for at organisationens medlemmer kan blive klogere på de mønstre og de sammenhænge, der giver problemer. Således bliver det tydeligt for leder som medarbejder, hvad der er behov for.

​Både i forhold til terapi og organisationsudvikling skal vores rolle helst være som ledsager. Vi stiller vores viden, terapimetoder og os selv som personer til rådighed, men uden at have en forhåndsviden om de rigtige valg for klienten eller organisationen. Omvendt er vi heller ikke tilbageholdende med at bruge vores faglige ekspertise, nyeste forskning og specialviden som psykologer, når der er behov for det.

​

Nogle gange befinder grundlaget for problemerne sig langt bagude i tiden, men den nødvendige viden, til at forstå baggrunden findes ikke altid på et bevidst niveau. Vi ”glemmer”, når der er tale om belastende oplevelser. De psykologiske forsvarsmekanismer er så effektive, at de fuldstændig kan fortrænge al kendskab til dele af fortiden. Terapi og organisationsudvikling vil derfor i en periode være en proces, hvor man genkalder sig glemte oplevelser og erfaringer, så man kan bruge dem i nutiden. Som psykologer har vi særlige metoder til at finde ind til glemt eller fortrængt viden, og vi har erfaring i at styre processen, så det sker gradvis.

​

Ofte igangsættes processen allerede i det øjeblik, at man tager kontakt til en psykolog – det begynder faktisk med overvejelserne og beslutningen om, at det er nødvendigt at kigge indad på følelser, tanker, hændelser og oplevelser – og at det er nu, det skal ske. Det kræver mod at turde kigge indad og have tillid til at terapeuten vil være en respektfuld ledsager, der kan hjælpe og støtte undervejs.