Når vi nysgerrigt undersøger vores tanker og følelser samt ikke mindst vores adfærd både indadtil og udadtil giver det ofte god mening, hvorfor det lige præcis er de sygdomme, vi døjer med. Det giver os så mulighed for at arbejde med de psykiske aspekter af sygdommen samtidig med, at vi behandler sygdommen i kroppen. Ligesådan kan vi tage den fysiske indgangsvinkel, ved at kigge på de sygdomme vi har og få ledetråde til, hvad vi har behov for at arbejde med psykisk. Jeg har lært forskellige kropsterapiformer, som jeg bruger i klinikken, når det giver mening.
Spiritualitet
Spiritualitet betyder noget i retning af åndelighed på latin og der er givetvis mange definitioner samt ikke mindst mange forskellige retninger. Det skal det ikke handle om her, men derimod om hvordan spiritualitet og energiarbejde kan supplere psykologbehandlingen – eller måske endda være det centrale, alt efter hvad den enkelte ønsker. Jeg har hidtil gået stille med dørene, når det gælder min egen tro og spiritualitet.
Jeg er nysgerrig af væsen, det har jeg altid været. Jeg husker, at jeg som barn kunne blive ved med at spørge ”hvorfor?” i det uendelige – lige indtil jeg blev rundtosset. Jeg er fascineret af det mystiske, alt det vi ikke lige kan forklare. Jeg elsker filosofiske diskussioner, det at være nysgerrig og undersøgende sammen med andre. Som psykolog er den nysgerrige og undersøgende del af mig vældig brugbar, når jeg skal hjælpe andre med at finde deres vej, der hvor de nu er gået i stå eller kommet ud af kurs.
Så med mit væsen har jeg også altid været draget mod det ”udenfor boksen”, uden for det etablerede og bevislige. Jeg søger i hele feltet, både det etablerede og det alternative. Lige siden mine studiedage – og sikkert også før det – har jeg brugt min intuition og min mavefornemmelse til at afgøre, hvad der føltes rigtigt for mig.
Min nysgerrighed har gennem årene drevet mig mod nye horisonter indenfor alternative behandlingsmetoder. Jeg har i mange år vidst, at jeg har evner til at heale og at min intuition er fremragende. Jeg blev derfor nysgerrig på, om jeg kunne målrette og forfine mine evner. Foruden samtaleterapi har jeg i samtlige år som privatpraktiserende arbejdet med kropsterapiformer især i forbindelse med traumer og brugt hypnose ved for eksempel fobier og eksamenstræning. Jeg har alligevel følt, at jeg manglede noget for at gøre min værktøjskasse komplet.
Min sandhed er, at der er så meget mere til verden, end det vi kan bevise. Og, når det gælder behandling af både de fysiske og de psykiske aspekter af mennesket, kan vi med fordel inddrage alternative metoder. Jeg glæder mig til, at vi som samfund bliver klar til at kombinere de alternative metoder og tilhørende viden med de metoder og den viden der er bevis for i det etablerede behandlingssystem. Jeg ønsker at bygge bro, kombinere og forene – vi fortjener det bedste fra alle verdner.
”Det intuitive sind er en hellig gave og det rationelle sind er en trofast tjener. Vi har skabt et samfund, der hylder tjeneren og har glemt gaven”, Albert Einstein, fysiker.
Jeg vil elske at bygge bro mellem det etablerede og det alternative – Lad os hylde både gaven og tjeneren.
I de senere år har jeg dog udfoldet de sider mere og mere og udviklet mine evner. Gennem en alternativ coaching uddannelse har jeg udviklet og forfinede mine evner Det er også sket i takt med at flere af mine klienter fortæller om deres spirituelle oplevelser, har en tro og bruger alternative behandlere i større og større udstrækning.
Det er en stor glæde for mig at bruge de sider af mig selv mere bevidst og direkte i behandlingsforløbene, hvis det efterspørges. Jeg er helt overbevist om, at hvis vi inddrager kropsbehandling og forskellige healingsformer vil det understøtte psykologbehandlingen på smukkeste vis. Det er vigtigt for mig, at det skal give mening for dig og passe ind i dit virkelighedsbillede.
Healing
Vi mennesker er i besiddelse af enorme iboende kræfter til at hele os selv og det er de processer en healer forsøger at aktivere ved at kanalisere energi gennem sig selv og til et andet menneske.
Det kan foregå på rigtig mange måder indenfor mange forskellige traditioner. Indianerne har brugt shamaner, der ved hjælp af deres hellige tromme har lavet ceremonier til helbredelse af de syge. Herhjemme og i vores vestlige kultur var det før i tiden de kloge koner, der healede de syge med urter og håndspålæggelser.
I dag er der forskellige retninger og metoder. Jeg har lært at bruge englenes energi, at være kanal for deres energi til at igangsætte helbredende processer i det enkelte menneske og i grupper for så vidt.