Når der opstår akutte krisesituationer, er det vigtigt for det efterfølgende forløb, hvordan de første minutter og timer håndteres. I telefonen ved første kontakt afgøres, hvad der er behov for i den aktuelle situation, om der er behov for psykologisk krisehjælp her og nu, eller om det kan vente til næste dag. Her gives forslag og råd til, hvad kolleger og leder kan gøre – som førstehjælp.
Vi har siden 2007 haft aftale med Vesthimmerlands Kommune om akut psykologisk krisehjælp til alle kommunens ansatte.
Når der sker noget uventet eller voldsomt, som føles vanskeligt at håndtere, og som fremkalder en krisereaktion, kan det nemt føre til kortere eller længerevarende sygemelding. Vores erfaring er, at der kan spares ikke ubetydelige beløb på sygefraværskontoen, hvis medarbejderen får hurtig og målrettet hjælp til at genoprette sine ressourcer og oplevelse af ligevægt. Dette er naturligvis både en gevinst for den enkelte medarbejder såvel som for virksomheden, der med få midler sikrer, at værdifulde medarbejdere bliver i virksomheden.
Krisehjælp er netop en hjælp, der gives til konkrete og afgrænsede problemer og kriser. Vi tilpasser vore ydelser og ordningens indhold til den enkelte kommunes eller virksomheds behov og ønsker. Nogle gange vil medarbejderen ikke have behov for mere end ganske få samtaler, andre gange kan der være behov for få samtaler/debriefing i en arbejdsgruppe efter feks. en ulykke.
Vi er altid lige i nærheden.